Bogreception med pindemadder og hyggesnak om gamle dage

Så er der gået 14 dage siden receptionen af TANGENTLØBEREN i Skriveværkstedet. Det var en skøn oplevelse – ja, fantastisk!

Gamle og nye venner dukkede op, og vi serverede frisk italiensk skinke og ost som pindemadder. Dem hjalp min søster Lotte med at få smurt og arrangeret flot.

Og der var kage fundet i Det Rene Brød, som jeg fik lov til at dekorere yderlige, da jeg kækt spurgte den unge mand bag skranken, om de havde en rest glasur liggende? Den fandt han frem og rakte mig i sin oprindelige konditorpose – og så fik jeg skrevet: TANGENTLØBEREN (for Gud ved hvilken gang).

Steen, min kæreste arrangerede det, så vi ku’ drikke Aperol Spritz af Pinoletto fra Emilia-Romagna. Glassene blev løftet gennem hele eftermiddagen, og jeg fik lykønskninger og opmærksomhed i form af 

vin og blomster, bøger og en smuk akvarel.

Jeg læste et par af historierne fra TANGENTLØBEREN – og så blev der ellers minglet og hyggesnakket om gamle dage:

Dengang og nu, musikindustrien, og alt det der forandrede sig siden 70’erne, hvor vi startede med viser, pop og ballader, og fik dannet Hos Anna, som en af landets første kvinderockgrupper.

Vi var der næsten alle sammen…

Nu er bogen på vej ud på markedet. Jeg er stolt og glad, og jeg håber og tror at den får et langt liv.

Desværre havde jeg glemt at bestille en fotograf til lejligheden. Men jeg fik et godt råd af min yngste datter. “Du kan da bare gemme den i dit hjerte.” – så det har jeg gjort.

Du kan købe tangentløberen her