Jeg var kunde i Handelsbanken, nok en del af arven fra mine forældre.
Midt i halvfjerdserne lå afdelingen ikke i Hvidovre men på hjørnet af Strandvejen og Hellerupvej.
Budgettet var lagt. Vi havde haft en del snak frem og tilbage. Irene, Lotte, Karen, Bente og jeg lagde selv penge i projektet efter bedste evne.
Men det var mig, der gik i banken for at låne 10.000kr, så vi kunne købe en forstærker, et par højtalere og et gammelt folkevognsrugbrød.
Jeg forklarede hvordan Hos Anna, vores nystartede kvinderockband, kunne tjene flere penge, hvis vi havde eget anlæg og egen bandbil. Vi ville vise, at vi kunne selv.
”Ja, det må vi da finde ud af,” sagde bankassistenten, og jeg spadserede glad hjem. Nu kunne vi for alvor lade os booke i en større radius fra København.
Dengang var der én tv-kanal, og vi havde lige optrådt i et lørdagsprogram i bedste sendetid. Morgenen efter blev jeg genkendt i en fyldt bagerbutik, da jeg hentede rundstykker.
”Godt gået!”
”Skønt orkester!”
”Hvor spiller I næste gang?”
“Og, skriver I selv jeres numre?”
”Skal man ikke ha’ meget luft, for at spille saxofon?
Det var sjovt at blive genkendt og bestemt rettidig omhu, at gå i banken et par dage derefter.